På årets danmarksmesterskab (DM) havde 5 bretons kvalificeret sig af de i alt 26 udtagne stående jagthunde af engelske racer.

DM blev afviklet på terræner på Falster og i Sydsjælland. Udgangspunktet var vandrehjemmet i Vordingborg, så der blev brugt en del tid på at køre til og fra terrænet.

Dette skyldtes, at det ikke havde været muligt at få egnede terræner stillet til rådighed i nærheden af mødestedet. Derfor var det glædeligt, at alle terræner, man kom frem til, så havde en god bestand af fasaner og agerhøns, således at DM både om formiddagen og om eftermiddagen blev afviklet under optimale forhold.

Efter formiddagens afprøvning i 1. heat gik 3 bretons videre til 2. heat. De to, der udgik, var Jørlundes Alma ført af Bent Olsen, som ikke sekunderede stående makker, og Aulumboens B-Pepsi ført af Jan Nielsen, der trods en fuglesituation var belastet af søget i første slip.

Der fortsatte i alt 10 hunde, som alle var rangeret i kategori 1B. Hele 2. heat og matchning foregik i en stor roemark.

Første breton i 2. heat var Midtvejs Loke ført af Karsten Hinnerup. Loke udførte et udmærket arbejde, og da både søg, fart og stil forblev på et højt niveau, bevarede Loke sin kategori, og den overgik til matchningen rangeret som nr. 3. Der blev ikke påvist fugl på terrænet i slippet.

Anden breton var Tjalfe ført af John Madsen. Tjalfe lagde ud i en god fart, men søget var ikke helt i top med småkorrektioner og ikke det udslag, som John kunne ønske sig. Derfor kom Tjalfe ud i en omprøvning. Tjalfe ændrede kategori til 2 B og fortsatte til matchningen rangeret som nr. 7. Der blev ikke påvist fugl på terrænet i de to slip.

Tredje breton var Bess ført af Thomas Stenbek. Bess lagde godt ud med et stort søg og høj fart, men så kom den for tæt på en flok agerhøns, og Bess var ret urolig, da disse lettede, hvorfor Bess udgik. I alt udgik 3 hunde i 2. heat.

Matchningen startede med Tjalfe mod irsk setter Kari. Det virkede, som om Tjalfe havde forstået, at nu skulle søget forbedres, så det så rigtig godt ud og måske vurderede dommerne, at nu lå Tjalfe over Kari. Men så slog Tjalfe lagt ud til højre og sluttede udslaget med en forkert vending. Koble. Tjalfe var dermed sat af på 7. pladsen lige uden for placeringerne. Kari på 6. pladsen.

I de næste slip blev irsksetter Eddie sat på 5. pladsen og engelsk setter Max på 4. pladsen.

Så var det Loke tur mod engelsk setter Zuki. Loke fortsatte sit gode arbejde og efter et stykke tid tog den stand. Loke avancerede villigt, men kunne ikke påvise vildt, hvorfor den blev sat af på 3. pladsen.

Finalen blev afviklet i to tempi mellem engelsk setter Zuki og irsk setter Red Pepper. Red Pepper søgte ud igennem en roerække, og stødte lige ind i en flok agerhøns med acceptabel respekt. Zuki kom fra den anden side op mod makkeren, da agerhønsene lettede, og fortsatte sit søg et stykke, før føreren fik den stoppet.

Koble.

Dommerne trak sig lidt væk og begyndte at diskutere situationen. Det samme gjorde alle tilskuerne. Var Red Pepper for urolig? Prellede Zuki? Hvad nu? Bliver de begge smidt ud? Osv. Der var nok af gisninger af den negative slags.

Dommerne var færdige og bad de to førere om at slippe hundene igen. Dommerne vurderede, at Red Pepper ikke havde nogen mulighed for at registrere agerhønsene, som den blev sluppet lige ind i. Selvom Zuki kom løbende op imod makkeren, var det i en anden retning, end hvor fuglene fløj, hvorfor der ikke var tale om en prelning.

De to finalister var sluppet og lagde godt ud med et stort søg og i høj fart. Det varede ikke længe, før Red Pepper trak an på fært og tog en fast stand. Skytterne kom frem, og på ordre rejste Red Pepper præcist en fasan med ro i opflugt og skud. DM var afgjort med Red Pepper på 1. pladsen og Zuki på 2. pladsen.

Som det fremgår af nedenstående, var der tre irsksettere placerede på dette års DM. Meget, meget flot i deres 100 års jubilæumsår. Loke havde dagen igennem lavet et udmærket stykke arbejde og levede helt op til den nye titel som brugschampion, den havde opnået ugen før.

Resultatet blev følgende:

Red Garlic’s Red Pepper irsk setter. Ejer og fører Brian Hinge Krogh, Lykken 13, 7860 Spøttrup
Danmarksmester og 1. vinder med HP

Heegårds Zuki engelsk setter. Ejer og fører Erling Clausen, Stratvej 11, Sejstrup, 6740 Bramming
2. vinder med HP

Midtvejs Loke breton. Ejer og fører Karsten Hinnerup, Kærvej 73, 7900 Nykøbing M
3. vinder med HP

Heegårds Max engelsk setter. Ejer og fører Harris Jensen, Ramsevej 24, Bøjden, 5600 Faaborg
4. vinder

Kirstinekjær’s D Eddie irsk setter. Ejer og fører Gunnar Jensen, Lyngvej 18, 8660 Skanderborg F:
5. vinder

Vilslev Kari irsk setter. Ejer og fører Flemming Vilslev Knudsen, Esbjergvej 123, 6670 Holsted
6. vinder

Der skal herfra lyde et stort til lykke til de seks vindere.

Tilføj kommentar

Skriv gerne en kommentar :)


Sikkerhedskode
Opdatér

Bedre biotoppleje

Agerhøne

FJD afholder inspirationsaftener om Bedre Biotoppleje for medlemmer og andre interesserede.

Se mere om arrangementerne og tilmelding her

Gå til toppen