Hvalpe

Aktiviteter

DANSK BRETON KLUBS MESTERSKABSPRØVE I APPORTERING

Lørdag den 17. november 2018 i Langebæk Skov, Sydsjælland

Dommere: Vagn Haagensen, ordførende, Claus Nielsen og Aage Stenhøj Jørgensen

1.Theo Fører Eddie Grundahl 

1. såt: Ro på post. Theo apporterer anskudt høne med fast greb og god aflevering.

2. såt: Theo apporterer død fasanhøne. Greb og aflevering OK. Theo sendes yderligere på anskudt fasan i område fyldt med lave bøgetræer og brombær. Efter nogen søgning kommer først Theo retur - uden fugl - og noget senere kommer føreren ud af det uvejsomme terræn. Theo apporterer senere fasankok i denne såt.

3. såt: Ro på post men ingen apporter i denne såt.

4. såt: Der er komplet ro på post. Theo har ingen opgaver.

5. såt: Der er igen ro på post. Theo sendes på dødskudt fasan. På vej ud til fuglen vælger Theo en anden retning, og da hunden er døv, tager det lidt tid før fører igen får kontakt. Kontakten foregår med armbevægelser. Det lykkedes fører at få dirigeret hunden ud til fasanen, som apporteres korrekt.

Dommerkollegiet:

2. vinder: Theo har i dag gennemført et antal apporteringer på et godkendt niveau med en meget stabil præstation, ikke mindst når vi tager Theos alder i betragtning. Denne præstation gør Theo til 2. vinder.

2. Gribskovens Bertha fører Søren Stenhøj Jørgensen

1.såt: Bertha er noget urolig på post og piber. En fasanhøne fældes få meter fra ekvipagen, og Bertha sendes ud for at apporterer. Bertha negligerer fasanhønen, løber forbi flere gange men nægter at tage fuglen, på trods af ihærdig opfordring fra sin fører. Herefter går Bertha på jagt, hvorfor Bertha udgår af dagens bedømmelse.

3. Tin-Tin fører Peer Bæch-Laursen

1. såt: Nogen uro på post fra en meget energisk Tin-Tin, men ingen apportering i denne såt.

2. såt: Tin-Tin apporterer død fasan med godt greb og god aflevering. Tin-Tin er noget løs i sædet men sendes på anskudt fasan i lav tæt bøg med brombærkrat og returnerer noget senere uden fuglen, og fortsætter sin jagt i graner, men kaldes til orden. Senere i såten apporterer Tin-Tin en fasan med godt greb og fin aflevering. Under efterapportering bringer Tin-Tin fasan til sin fører, som dog taber fasanen under afleveringen.

3.såt: Nogen uro på post, og fører må arbejde hårdt for at holde Tin-Tin i ro. Ingen apporter i denne såt.

4. såt: Tin-Tin har ingen opgaver i denne såt. Den er dog noget urolig og skal irettesættes. På et tidspunkt bliver der skudt efter en fasan, men denne rammes ikke. Kort efter forlader Tin-Tin sin fører uden tilladelse og må igen irettesættes. Der er også noget utålmodig gøen, når han sidder ved fører. Udgår efter denne såt.

4. Midtvejs Raia fører Palle Larsen

1. såt: I snor sidder Raia rimelig rolig ved fører. Den har ingen apporteringsopgaver i denne såt.

2. såt: Nu uden snor. Raia sidder roligt og følger intenst med. Den bliver sat på en opgave med at apportere en anskudt fasan, som hverken fører eller hund har set falde. Raia forsvinder i granerne og ses kort efter i den anden ende af såten, hvor den kommer med en fasan. Ikke den fugl, den var sendt efter. På vej tilbage til fører smider den fasanen og forlader fuglen. Må herefter animeres til at samle fasanen op igen. Udgår efter denne såt.

5. Lester fører Jørgen Berdin

1. såt: Uden snor sidder Lester roligt ved fører. Der er en lille smule piben. Den sendes på dødskudt fasan og apporterer den korrekt. Endnu en dødskudt fasan apporteres. For øvrigt en fugl som en hund fra drevet har forladt.

2. såt: Der er igen fuldstændig ro ved førers side. Lester apporterer 3 forendte fasaner i denne såt. To af fuglene bliver først taget af en hund fra drevet, smidt og forladt. Disse fugle hentes kort efter af Lester. Den ene fasan apporteres som en dirigerings opgave.

3. såt: Igen er der ro på post. Ingen opgaver i denne såt.

4. såt: Ro på post i hele såten uden mulighed for apportering.

5. såt: Ekvipagen sendes ud på efterapportering af fasanhøne. Lester søger længe i det anviste område. Fører udviser stor tålmodighed, da Lesters søgen ikke kan følges. Lester dukker op på vognspor, hvor fører er placeret, men Lester negligerer adskillige indkald og fortsætter sin jagt i et ikke anvist område med graner. Lidt senere lettes flere fasaner i dette område, men Lester trodser førerens ordre om returløb, hvorfor Lester efter denne såt udgår af dagens bedømmelse.

7. Sigurd fører Daimi Frederiksen

1. såt: Sigurd er lidt urolig, da fasaner letter. Der er ingen opgaver i denne såt.

2. såt: Sigurd knaldapporterer. Den apporterer en fasan og har en del unødvendige grebskifte på vej tilbage til føreren.

3. såt er Sigurd fortsat noget urolig på post, når der letter fasaner. Den har en kort afstikker, men kaldes til orden. Efter såten sendes Sigurd sammen med en anden hund på en apporteringsopgave. Sigurd arbejder intensivt og i et godt apportsøg, men makker finder den forendte fasan.

4. såt: Sigurd har ingen opgaver i denne såt. Der er for det meste, med lidt førerhjælp, ro på post. Desværre er hundesnoren lagt løst over Sigurd, og det accepters ikke. Udgår efter denne såt.

8. Jørlundes Happy fører Bent Olsen

1.såt: Happy er rolig på post. Der er ingen opgaver.

2. såt: Happy forsat rolig på post. Efter såten sættes Happy på en opgave efter en skudt fasan i noget tæt brombærkrat. Happy arbejder ivrigt og effektivt i det svære terræn. Den borer sig ind i det tornede krat, markerer på fært, og til sidst lykkes det at apportere den anskudte men levende fasan med et godt fast greb.

3. såt: Happy er fortsat i ro. Efter såten sendes Happy sammen med en anden hund på en apporteringsopgave. Happy arbejder effektivt i det anviste område og finder den forendte fasan, der apporteres med et godt greb og afleveres til føreren.

4. såt: Happy fastholdes på plads på trods af flere lavtflyvende fasaner hen over ekvipagen. En død fasankok apporteres i faldet. Apporteringen gennemføres med godt greb og ok aflevering. Herefter sendes Happy på anskudt fasankok i rør langt vandet. Happy søger meget grundigt i det anviste område og kommer flere gange tilbage til fører uden resultat. Happy sendes igen ud på apportering men denne gang fulgt af fører, og i et område øst for det anviste område. Happy finder den anskudte fasankok i rørskovens yderste kant - efter lidt svømning - og bringer fasankokken med fint greb og god aflevering.

5. såt: Ro på post men ingen apporteringer i denne såt.

Dommerkollegiet:

1. vinder: Happy har i dag gennemført flere apporteringer på et godt niveau, og i tillæg løst prøvens vanskeligste apporteringer med et meget tilfredsstillende resultat. Denne præstation gør Happy til 1. vinder.

 

Gå til toppen